OptoPro ApS sponsorerer Karate-klubben Hokuto-Kai JKA i Brøndby. Hokuto-Kai er en af de førende og toneangivende karateklubber i Danmark med mere end 40 år på bagen. Klubben blev grundlagt i februar 1974 som en underafdeling af Brøndby Judo og Ju-Jutsu Klub, som var en klub med andre selvforsvarsformer. I løbet af den første måned talte holdet 19 elever. Klubbens store udvikling kom i årene 1979-81, hvor Bura Sensei var chefinstruktør (Bura Sensei er i dag chefinstruktør for hele Japan Karate Association (JKA) - i Danmark og blev som den første ”ikke-japaner” indvalgt i det japanske instruktørråd). Antallet af medlemmer var i disse år ca. 130, og i 1979 blev Brøndby Cup - et holdstævne i Kata og Kumite - afholdt for første gang. I 1984 blev klubben selvstændig under navnet ”Brøndby Karate Do Kai” og i 1986 blev Sochin Karate Do-Kai JKA fra Hvidovre lagt sammen med Brøndby Karate Do-Kai JKA. Maj 1988 kunne vi endelig træne for første gang i klubbens egne lokaler, efter 5 måneders byggeri ved egne kræfter. I februar 1988 fik klubben sit nuværende navn - Hokuto-Kai JKA. Klublokalerne gav rammerne for klubbens videre udvikling. I 1999 fejrede vi 25 års jubilæum med tilbageblik på mange gode sportslige resultater, opstart af talenthold, deltagere på landshold og mange loyale medlemmer og støtter. |